Jeg havde desværre en periode som barn, hvor jeg helst skulle køre min mor helt til kanten. Jeg kan tydeligt huske at hun flere gange har sagt “gør hvad du vil”, og det betød alt andet end dette – og fakta er, at jeg ofte endte med at gøre som hun sagde, fordi dette “gør hvad du vil” var et tegn på at hun var besejret og ikke orkede mere. Hun var (er) stædig, og jeg vidste instinktivt at når jeg havde fået hende til at sige denne sætning, var jeg gået for langt.
Og til min fars kone; Jeg ved godt at jeg aldrig lagde saksen tilbage, selvom du bad mig huske adressen. Sorry 🙂
“Gør hvad du vil!”
– Gør hvad jeg siger, og lad være med at diskutere det med mig.
“Fordi jeg siger det!”
– Jeg kan ikke lige komme i tanker om andre grunde, men jeg gider ikke diskutere det.
“Hvis du ikke har noget pænt at sige, så ti stille!”
– Klap i et øjeblik.
“Husk adressen!”
– Læg nu bare lortet tilbage på plads når du er færdig med det!
“Hvad sagde du?”
– Det skal du ikke sige igen.
“Vil du ikke sidde her hos mig?”
– Jeg har brug for at være tæt på dig, kramme dig og dufte til dit hår.
“Her skal vist åbnes et vindue!”
– Let røven og luft ud – her stinker af abegrotte.
“Den er nok til vask!”
– Jeg aner ikke hvor den er, og jeg gider ikke lede.
“Hvor fandt du den?”
– Den har jeg ledt efter. Vis mig hvor du gemmer ting!
“Broccoli er godt for hjernen”
– Æd nu bare de grøntsager så jeg ved at du ikke udelukkende lever af nudler og toastbrød.
“Nu tæller jeg til tre…”
– Jeg er desperat og har hverken flere idéer eller mere energi.
“Jeg tænker over det!”
– Nej!
“Ej, hvor er du bare god!”
– Jeg er oprigtigt imponeret!
“Hvad sagde jeg lige?”
– Hører du overhovedet efter?
“Er du færdig på badeværelset?”
– SLUK NU DET LYS EFTER DIG!
“Måske!”
– Jeg skal lige bruge tid til at opveje for og imod, uden at du står og glor på mig imens. Smut nu!
“Spørg din far!”
– Jeg gider ikke være bussemand denne gang, jeg orker ikke at tage stilling til det, og det er din fars tur!
“Skal du have dét på?”
– Jeg synes ikke at du skal have det på!
“Jeg elsker dig!”
– Jeg elsker dig over alt i hele verden! Og undskyld hvis jeg blev lidt sur på dig…