Misofoni er stadig en relativ ukendt størrelse, idet vi i Danmark ikke har haft ret meget fokus på lidelsen. Det er heldigvis ved at blive ændret, idet lidelsen har fanget mediernes interesse. At de er begyndt at interessere sig for lidelsen Misofoni, betyder at der kommer mere fokus på det.
Hvad er misofoni egentlig?
Misofoni gør at folk med lidelsen, reagerer voldsomt på lyde som mange slet ikke bemærker. Det er en slags fejlkodning i hjernen der igangsætter en “kæmp eller flygt-reaktion” hos den lidende. Mange oplever at blive voldsomt vrede, deres puls stiger og man føler en utrolig afsky mod lyden. “Misofoni-hjerner” kan ikke bare lige flytte sig fra lyden, men vælger utroligt nok at fokusere på netop den lyd og intet andet. Se mere her!
Jeg er en af de forholdsvis mange danskere, der lider af misofoni.
For mig betyder det at jeg har utrolig svært ved at håndtere følgende lyde:
- Alle former for spiselyde, herunder smasken, grynten, tyggelyde og slupren. Værst er fødevarer som æbler, gulerødder, bolcher, popcorn, suppe, chips og alt hvad der faktisk larmer når det bliver tygget eller slupret
- “Mmmmmmm”-lyde når folk spiser
- Skramlen og knitren med mademballage, chipsposer og slikpapir
- Bestik mod tallerken og ske mod skål
- TV der larmer i et andet rum
- Ventilation der suser
- Is og lyden af frost
- Grynten, kysselyde, snøften, rømmen og når folk sutter tænder
- Lyden af sko eller støvler der bliver slæbt
Alle ovenstående lyde er generelt ret svære at undgå, med mindre man bor langt ude på landet. Men hvis man bor i byen og tager offentlig transport, går i biografen og generelt opholder sig i det offentlige, er det virkelig svært, og faktisk helt uundgåeligt.
Jeg kan sidde og kigge på en person der spiser et æble, og have lyst til at slå personen. Jeg er ikke en voldelig person, og jeg har selvfølgelig aldrig handlet på min impuls. Selvom personen ikke smasker, men blot spiser æblet, er den blotte lyd, lige når man vrister bidden løs af æblet – den der sprøde lyd, nok til at få mig i total panik-mode. Denne lyd, sammen med gulerødder, er en af de værste. Den der sprøde knasen går direkte op i min hjerne og jeg får det decideret dårligt af den.
Hvornår startede det?
Lige så længe jeg kan huske, har jeg reageret på disse lyde. Jeg kan tydeligt huske hvordan det, dengang jeg var barn, var svært for mig at håndtere at spise sammen med min familie. Specielt mine brødre triggede mig – min søster har altid spist pænt, mens jeg følte at mine brødre spiste som vilde dyr. For at sige det mildt, var de et kæmpe irritationsmoment for mig ved spisebordet, og jeg var et kæmpe irritationsmoment for dem, fordi de altid følte at jeg var på nakken af dem.
Det var jo ikke fordi jeg ikke elskede dem, de lyde de lavede, satte bare gang i nogle virkelig voldsomme reaktioner i min krop.
Det er invaliderende
Der er tidspunkter hvor jeg er meget presset. En af de ting der er rigtig svært for mig, er at spise sammen med min familie. De kender min lidelse, og tager hensyn så godt de kan, det er bare ikke nok. Selvom de (for det meste) spiser med helt lukket mund, er tyggelydene inde i munden, nok til at jeg bliver trigget. Derfor tænder jeg ofte tv’et, selvom jeg ikke bryder mig om tv mens vi spiser. En anden mulighed er at sætte musik på. Noget tredje jeg ofte gør, er at have en airpod i det ene øre, med musik eller en lydbog, så jeg fokuserer på noget andet, og ikke så nemt hører de indvendige tyggelyde.
I offentlig transport er det også et problem, da folk har tendens til at nyde gulerødder, bolcher, tyggegummi, æbler og lignende madvarer der laver en lyd som trigger mig. Her vælger jeg enten at tage mine hørebøffer på og skrue op, eller at fjerne mig helt fra lyden ved at skifte sæde eller togkupe.
Biografen er en hel saga for sig. Det er de færreste voksne der spiser popcorn med lukket mund, og min drøm er at man i fremtiden kan koble sine bluetooth-hørebøffer til lyden, så jeg kan fokusere på filmen, og ikke de forfærdelige knaselyde fra resten af biografen.
Når jeg er i børnebio med min datter, er det med hørebøffer på. Alt andet er umuligt for mig.
Alle hader jo bestemte lyde!
Det sjove er, at jeg ikke hader mange af de lyde som de fleste hader. F.eks. har lyden af flamingo, negle på en tavle og tandbørstning aldrig generet mig. De lyde jeg hader, er ofte lyde som andre ikke bemærker.
Hvordan håndterer jeg det?
Jeg har altid airpods og/eller mine Beats hørebøffer på mig. Uden undtagelse. Ofte kan jeg nødtørftigt fjerne mig fra lyden ved at sætte musik eller en lydbog på. Idet jeg er så modtagelig overfor lyde, sover jeg altid med ørepropper, og det hænder at jeg har en med mig, så jeg kan blokere noget af lyden. En neongul øreprop er dog lidt iøjnefaldende, så et af mine fremtidige investeringer bliver et par specialdesignede ørepropper.
Behandling
Der findes efterhånden flere og flere psykologer etc som tilbyder behandling af misofoni. Problemet er at det koster. Personligt har jeg ikke 1.500-2.500kr til en enkelt session hos en psykolog. Det er netop derfor at vi har brug for mere fokus, så os der lider, kan få hjælp uden at skulle tømme kontoen – eller trække den i minus for en enkelt time hos en terapeut.
Har du misofoni
For nogle år siden, oprettede jeg gruppen Misofoni (lydsensitiv) DK som et fristed for folk med samme lidelse som jeg selv. Jeg kan se, at hver gang der kommer en ny artikel i et af de større medier, kommer der rigtig mange nye medlemmer som har følt sig alene med deres lidelse. Gruppen er naturligvis kun for lidende eller pårørende til lidende.
Er du pårørende?
Det kan være svært at være pårørende til en lidt skør lidelse som ikke kan ses. MANGE har gennem tiden sagt “er du ikke lidt hysterisk?”, og det er noget af det værste at få at vide. Der er ikke noget jeg hellere ville, end ikke at reagere som jeg gør. Men pt er der ikke noget jeg kan gøre ved det. Jeg forventer ikke at mine pårørende helt forstår det, men jeg forventer accept og respekt. Ingen med en hvilken som helst lidelse, har brug for at få den negligeret. Det er virkeligt, og ting som føles fjollede fra andre, er en kilde til stress og angst for den lidende.
Lav lidt research og acceptér den lidende. Lad være med at smaske for at provokere. Det er tarveligt og latterliggørende.
Vi ved godt, at vi kan være svære at leve sammen med. Vi ved godt at vores pårørende kan blive kede af at være en kilde til irritation for os, og vi forstår det godt. Sagen er bare, at vi ikke bare kan vælge at lade være med at have det som vi har det. Vores hjerner er kodet til at reagere som vi gør. Det er en fysisk fejl, som vi ikke bare lige kan ændre. Det kan vi måske gennem terapi, men jeg er selv en af dem der ikke har råd til det.
Jeg har medvirket i
– En artikel i Samvirke
– En lille film til DR.DK
– Go’morgen P3 – kan lyttes her!
