7 December, 2023, 20:36

Stop med at shame – opfør jer ordentligt, piger!

Jeg kan umuligt være den eneste der er ved at være godt og grundigt træt af shamingkulturen. Folk der absolut ikke kan finde ud af at holde deres kæft (eller fingre) når de ser noget, de ikke synes om.

Hver eneste dag, ser jeg folk der kommenterer negativt på andre mennesker.

Det kan være noget så simpelt som et billede af… ja, hvad skal vi vælge (listen er lang) … en mor. Denne mor har måske givet sit barn gummisko på, her om vinteren. Eller også har barnet ikke hue på. Straks er der nogen der skal påpege, skælde ud og pege fingre. Hvorfor har barnet ikke varme vinterstøvler på, det er jo frostgrader? Hvordan kan man være så dårlig en mor, at man ikke giver sit barn hue på? Det er ikke i orden. Pas jeres egen fucking tallerken.
Alle, der selv har børn ved desuden at man vælger sine kampe som forældre, og at det kan være noget af en kamp at tvinge en hue på en treårig. Ingen, anden end moderen selv, kender omstændighederne.

Søde, smukke og skønne Sofie Linde har sågar været en tur gennem shaming-møllen op til flere gange – og det af den værste slags; “Mom-shaming”!

Det kan også være en reality-kendis der udtaler sig om noget, og vups, så sidder en masse voksne mennesker og skriver grimme ting om vedkommende. Det er så her, jeg bare tænker “HVORFOR???”.

Et tredje eksempel var et par unge piger der stillede op i X-Factor med deres rap. Bevares, det var ikke musik der talte til mig, men derfra og så til partout være NØDT til at skulle kommentere negativt på pigerne, der er fandme langt, i mine øjne. Hvad endnu værre var, så holdt folk sig ikke til at svine og nedgøre pigernes optræden. Næh, folk gik videre til at kommentere den ene piges bryster. Den lader vi lige stå et øjeblik.

“Hvad fanden sker der? Hvad der nærmest skuffede mig allermest var, at der var mange kvinder der deltog i latterliggørelsen af pigernes optræden og den ene piges bryster. Kvinder der grinede af den måde de sad på. Kvinder der selv har bryster. Kvinder som absolut ikke ville have deres egne bryster kommenteret i den stil.”

Det eneste jeg så, var et par helt normale, dejlige bryster som sidder på en af de 497 måder som bryster nu en gang kan sidde på. Det er da ved gud ikke andres sag, om pigen har BH på eller ej.

“De har selv valgt at være kendte – så beder de om det!”

Nej! Bare nej! At de har valgt at være kendte – eller at skabe sig en karriere som gør at gud og hver mand kender dem, giver ikke andre mennesker ret til at skrive hvad de vil. Tænk hvis det var dig selv? Tænk hvis du lavede det du ELSKEDE, og det tilfældigvis var at lave reality, blogge, være skuespiller eller lignende, og hver eneste gang du lagde et billede op på Instagram, skulle du forberede dig på at blive skrevet grimt til. Ville det ikke være rimelig nitten?

Det er janteloven, og den skal dø. Fordi nogle “stikker næsen frem” og bliver kendt, giver det ikke alle andre et automatisk wildcard til at shame denne person.

“Vi har ytringsfrihed – jeg må skrive hvad jeg vil!”

I teorien, ja. I praksis, nej.

“En god tommelfingerregel er, at tænke dette inden du trykker “enter” og poster kommentaren; “Ville jeg sige dette til personen, hvis denne stod lige foran mig?”. Det sandsynlige svar er NEJ! Selvfølgelig ville du ikke det. Hvis du påstår det modsatte, lyver du enten, eller også er du et virkelig ubehageligt menneske, der må være svær at elske.”

Hvis du stod foran Irina eller Mascha Vang i køen i Føtex, ville du selvfølgelig ikke sige “Jeg synes at du er dum!” eller “Du er så talentløs!” (dette er ting jeg har set andre skrive, og ikke min egen mening da jeg respekterer og beundrer begge).

Ergo; hvis du ikke vil sige det til personen, så hold din kæft på de sociale medier. De sociale medier er ikke en billet til at være et dårligt menneske.

Hvis du synes at nogen er grim, dum eller har grimme bryster, har du faktisk ingen ret i verden, til at tilkendegive dette, for det er så dårlig stil at det er svært at stave til.

Vi er “søstre”!

Dette er nok det sureste indlæg jeg nogensinde har skrevet, men det er velbegrundet (synes jeg selv).

Vær nu søde ved hinanden! Tal pænt til hinanden og ACCEPTÉR hinandens forskelligheder. Tænk på hvad du selv ville føle, hvis folk skrev det om dig. Bevares, vi har alle fået en grim kommentar med på vejen, men hver dag?

Beskyt dine medsøstre. Lad være med at angribe andre kvinder og lad være med at nedgøre, latterliggøre eller tilsvine dem. Forsvar dem. Giv dem et kompliment ELLER SCROLL VIDERE!

Karma

Jo mere lort man lukker ud på de sociale medier – og hermed menes at nedgøre andre, jo mere lort får man selv. Gode, gamle karma. Når man er grim overfor andre, lukker man dårlig energi ud. Man har en dårlig indstilling, og det føles faktisk ikke særlig godt, inderst inde.

“Det er aldrig for sent at vende skuden. Kom ind i kampen, stå med dine med-kvinder i stedet for mod dem og luk noget lækker karma ud på de sociale medier, så får du tilbage af den gode karma-skuffe.”

Det var alt. Og ja, jeg har lige shamet dem der shamer, men det må betegnes som karma 😉

Share