2 December, 2023, 22:15

19 ting jeg lærte da jeg flyttede fra provinsen til København

Pas på dine ting

Da jeg flyttede fra en lille by på Sydsjælland til Holmbladsgade på Amager, gik jeg med min pung helt oppe i armhulen, hver gang jeg gik ud om aftenen.
Det eneste sted jeg decideret har fået stjålet noget, er i København. Går du med en åben skuldertaske eller jakkelomme, med telefon, pung etc i, er der en rimelig risiko for at det bliver neglet.

Lad være med at fjumre i trafikken

Der er ingen rum til at fjumre i trafikken i København, hvad end du er fodgænger, bilist eller cyklist. Min mor lærte lynhurtigt at man IKKE bare lige går et skridt ud på cykelstien, for du bliver enten bandet langt ind i helvede, eller kørt ned. Som bilist skal du bestemt ikke sidde og glane og overse et grønt lys, for så har du 14 dythorn i nakken, og du kan hurtigt få en verbal ørefigen hvis du ikke er skarp på cykelstien.

Brug fodgængerfelterne

Nede i bondeland kan du bare smutte over vejen når det passer dig, for der er alligevel ikke den store trafik. Sådan fungerer det bare ikke i storbyen. Med mindre du har et dødsønske eller er adrenalin-junkie ud over det sædvanlige, er det klart sikrest at tage den nærmeste fodgængerovergang. For de ér der.

Pas på cyklerne

I København er der helt specielle regler for cyklerne (det er løgn, men det er de ligeglade med). De må gerne dreje til højre selvom der er grøn (løgn, men de er ligeglade) og de må gerne cykle over fodgængerfelterne og på fortovene (løgn, men de er ligeglade). Selvom de gør ting de ikke må, kommer man ikke langt med at sige “Det er deres problem” – højest en tur på skadestuen, for de gør det, og du kan lige så godt passe på.

Pas på bilerne

Bilisterne er ofte pissetrætte af både fodgængere og cyklister, og de har ikke den store tolerance overfor andre generelt. Det er stressende at køre bil i centrum, og det kan ofte mærkes på bilisterne, om de vil eller ej. Jeg ser dagligt biler køre over for rødt, og jeg har ofte kunnet lægge en hånd på køleren af en bil der skal dreje, mens jeg krydser et fodgængerfelt. Pas på med at gå foran en holdende bil for at krydse en sidevej, for hvis de misser en åbning i trafikken, kan der gå flere minutter før der kommer en ny, og du kan få et højt dyt eller en skideballe med på vejen. Hold øje med bilerne, selvom der er grønt for dig, og lad være med at stole blindt på at de ikke kører, bare fordi der er rød.

Man kan altid få noget at spise

Nede i Glumsø lukkede tanken kl.22, og så var det bare godnat. Var du sulten efter 22, måtte du bare klare den selv.

Jeg opdagede hurtigt at man ALTID kan få noget at spise i København. Som natteravn og eneboer, var det ofte først om natten, jeg blev sulten. Her var det en stor glæde at finde ud af at jeg bare kunne gå på Justeat eller gå i en af de mange døgnkiosker. Hvis jeg manglede smøger eller slik, var der endda flere pizzariaer hvor man kunne bestille dette med. Dét er altså et af plusserne ved storbyen.

Der kommer en bus/S-tog/Metro mere om lidt

Nede i provinsen skal man fandme nå toget, for ellers skal man vente en time på det næste. Dernede er der en reel grund til at løbe efter bussen – det er der sgu ikke på samme måde i København. Der er ofte mindre end 10 minutter til næste Metro eller bus, men man bliver hurtigt forvent. Selvom man, ikke så få gange, har siddet og ventet i en time, fordi man kom for sent til bussen, virker 4 minutter pludselig som et gevaldigt spild af tid.

Folk har nok i sig selv

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set mødre med barnevogne, forsøge at bakse dem ned af trapperne, fordi elevatorerne var ude af drift. Jeg har også ofte set ældre bøvle med at komme af bussen og bakse med døre, uden at nogen i nærheden reagerede, ligesom folk der sidder i bus og tog med deres tasker på sædet, selvom folk må stå op, og ældre der ikke har fået en plads.

Folk har travlt

Man kan lige så godt skynde sig at lære de gængse regler, og lidt til. På rulletrappen er det “Stå til højre, gå til venstre”, og hvis du ikke overholder det, får du vrede grynt med på vejen. Folk er iskolde når det kommer til at stige ind i toge og busser; reglen med at man skal lade folk komme ud, før man går ind, gælder åbenbart ikke alle – specielt ikke i togene. Folk har travlt, og man risikerer en albue i ryggen hvis man kommer til at stoppe eller stå det forkerte sted på fortovet. Folk skal nå noget, og det er uden tvivl vigtigere end det alle andre skal nå.

Lad være med at knytte dig til din cykel

.. og få den forsikret, for der er en reel risiko for at du ikke har den særlig længe. Jeg bor i et rigtigt familiekvarter i Valby, og jeg har mere end én gang set hvordan cykeltyve kommer om natten og tømmer et helt cykelstativ. De klipper bare alle låsene over, og læsser cyklerne i en varebil. I løbet af minutter, er det eneste vidne om at der faktisk stod cykler, de mange overskårne låse der ligger på rad og række. Du skal vælge en seriøs motherfucker af en lås, for de kommer ubesværet igennem de der standard Abus kædelåse.

Man tager ikke bilen i centrum…

Det er et helvede at køre bil i centrum. Enten er der ensrettet, propfyldt med cyklister, vejarbejde eller trafikprop. Ofte er det langt hurtigere at hoppe på bus eller tog – endda er det ofte hurtigere at cykle.

.. og man parkerer ikke bilen i centrum – ikke billigt i hvert fald

One does simply not park in København K. Hvis du finder en parkeringsplads, koster det sandsynligvis kassen, og p-husene er også urimeligt dyre.

Din intimsfære vil blive brudt

Man kommer hinanden ved, i en fyldt bus eller s-tog i myldretiden. Som sild i en tønde, står man med ansigtet i hinandens armhuler og lugten er en skøn blanding af ånde, sved og parfume. Det er også nærved umuligt at gå på fortovene i centrum, uden at få nogen former for kropskontakt med andre.

Hav altid håndsprit med i tasken

Tænk på hvor mange mennesker der rører ved kurvene i Netto, eller håndtagene i bussen. Overraskende mange mennesker, vasker ikke hænder efter toiletbesøg, og du kan meget nemt rage en forkølelse til dig i de offentlige transportmidler. Da jeg begyndte i skole efter halvandet år på barsel, oplevede jeg pludselig at blive forkølet gang på gang, af den simple grund at jeg pludselig var meget mere ude i det offentlige rum. Husk håndspritten, eller vask hænder ofte. Lad være med at pille dig for meget i ansigtet inden håndvask.

Man kan sagtens være ensom

Selvom der bor over 600.000 mennesker i Københavns kommune, kan man let blive ensom. Specielt som tilflytter, når man ikke har sin vante omgangskreds i nærheden længere. Jeg har aldrig været super social, og jeg var i en periode meget ensom, efter jeg flyttede til København.

Folk er ofte flinke når man lærer dem at kende

På trods af en del negative ting her i indlægget, er det faktisk ikke så slemt – man skal bare lige vænne sig til det. Fordi der bor så mange forskellige mennesker i København, er folk vant til at møde nye mennesker. Når man ikke lige møder folk i bussen i myldretiden, er de faktisk flinke, og hvis man selv gør lidt for det, er det ikke så svært at få nye, spændende bekendtskaber.

Der er altid noget at lave

København er virkelig levende, i forhold til spændende events. Der er masser af kultur i form af forestillinger, udstillinger, foredrag, loppemarkeder, pop-up streetfood og mange andre ting. En tur på Facebook kan give mange nye muligheder under “begivenheder”, og der findes masser af hjemmesider med oplysninger om events.

En god ansigtsrens er vigtig

Der er bare et andet niveau af forurening i København, end der er i de helt små byer. En god ansigtsrens (som man selvfølgelig skal huske at bruge) er essentiel, for man kan blive møgbeskidt af en tur i trafikken. Jeg sværger til REN Hot Cloth Cleanser som kan købes HER, som virkelig renser min hud. Den er også eminent til at fjerne makeup. Bruger du den to gange af et minut, er det ansigt skønt og helt ren for forurening og skidt bagefter.

København er magisk

Om man er til den københavnske magi eller ej, er en smagssag – men den ér der. En tur gennem byen på en lun aften, er noget specielt. Jeg kan trave rundt i centrum i timevis – bare og kigge på butikker og bygninger. Husk at kigge op – det er dér du ser alle de fantastiske bygninger. Der er en speciel puls i København, specielt om sommeren. En blanding af mennesker der er lykkelige for godt vejr, og de mange forskellige folk; turister, studerende, familier, unge og gamle. I bund og grund, virker København lykkelig om sommeren. Der var engang hvor jeg syntes at København var stressende, men efter at være flyttet hertil, har mit syn ændret sig. Jeg synes ikke længere at det er en stor og skræmmende by, jeg synes at København er smuk, charmerende og fyldt med sjæl.

Share